FCM-fans kræver handling fra Politiet efter angreb fra Brøndby-fans!
Fangruppen Black Wolves fra FC Midtjylland retter nu en hård kritik mod Brøndby IF, Vestegnens Politi og Divisionsforeningen efter episoden søndag aften, hvor FCM-fans oplevede uroligheder efter kampen i Brøndby.
I en officiel udmelding understreger Black Wolves, at “alle kom sikkert hjem, og ingen kom alvorligt til skade”, men kalder episoden “dybt uacceptabel, usympatisk og langt over grænsen for, hvad nogen skal finde sig i”.
Gruppen peger især på manglende planlægning og sikkerhed omkring kampen. De kritiserer, at opgøret blev lagt så sent, at hjemrejsen foregik i mørke, og at fans blev sendt afsted uden politieskorte – trods en historik med problemer ved udekampe i Brøndby.
“Én fejlplacering kan få alvorlige konsekvenser. Det er uforståeligt, at det stadig kan være en risiko at tage på stadion med børn, familie og venner,” lyder det i erklæringen.