FCK-profil stikker til Brøndby: Det var ikke dem, der var de gode
FCK fik lørdag eftermiddag en ok start på opgøret mod Brøndby, men formåede ikke at holde dampen oppe.
Brøndby vandt 2-1 over de danske mestre, og efter kampen var Mohamed Elyounoussi lidt småskuffet.
Til FCK-podcasten Kvart i Bold udtalte nordmanden om Derby:
- Vi rammer ikke niveauet, det er helt klart. Vi kan blive bedre. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det mere var vi, der var svage, end de var gode.
- De får et fair straffespark, og så skal vi komme tilbage, som vi gjorde, men udover det havde vi ikke rytmen i kombinationsspillet, som vi er vant til at se.
- Jeg er skuffet. Jeg ved, vi kan gøre det bedre. Vi må stille højere krav.
På torsdag står der CL på menuen for FCK, der tager imod Kasper Hjulmands Bayer Leverkusen i Parken.