Franculino Dju bliver ved med at skabe opmærksomhed uden for Danmarks grænser.
På X diskuterer en Betis-konto mulige angribere, og her bliver FC Midtjylland-profilen nævnt i selskab med Artem Dovbyk, Kevin Denkey og Troy Parrott.
Opslaget kommer fra en fankonto og skal derfor ikke læses som et konkret transferrygte, men det siger alligevel noget om, at Franculino er begyndt at fylde i snakken blandt udenlandske fans.
I opslaget bliver Artem Dovbyk vurderet som den bedste angriber her og nu, mens Franculino fremhæves som det mest interessante valg, hvis man tænker potentiale og videresalg.
“Min favorit, hvis vi taler potentiale og videresalg. Meget eksplosiv, angriber rummene, har mål-instinkt og udvikler sig meget. Der er meget snak om, at han snart kan ende i en stor liga,” lyder vurderingen.
Hvis valget konkret skulle handle om Betis, bliver Dovbyk nævnt som løsningen til at præstere med det samme, mens Franculino beskrives som den kloge signing.
Der er også en FC Midtjylland-krølle på historien. Artem Dovbyk har nemlig selv en fortid i Herning-klubben, inden han senere fik sit store gennembrud internationalt.
Spørgsmålet er dog, om Betis overhovedet vil have økonomien til at hente Franculino. FC Midtjylland ventes næppe at sælge ham billigt, og et bud skal formentlig op omkring 200 millioner kroner, hvis klubben skal overveje at slippe ham.






























