FC Midtjylland ser ud til at skulle betale et millionbeløb for Dortmund-talentet Kjell Wätjen.
Tipsbladet har tidligere beskrevet, at FC Midtjylland og Borussia Dortmund er tæt på en aftale om den 20-årige midtbanespiller. Nu sætter Sport Bild for første gang en pris på den mulige handel.
Ifølge det tyske medie ligger en transfersum på omkring fire millioner euro på bordet. Det svarer til knap 30 millioner kroner.
Sport Bild peger samtidig på, at FC Midtjyllands manager Mike Tullberg har været den afgørende faktor i forhandlingerne. Tullberg arbejdede med Wätjen i Borussia Dortmunds ungdomsafdeling og spillede en væsentlig rolle i den tyske U20-landsholdsspillers udvikling.
Netop det tætte forhold mellem de to skal have været med til at bane vejen for et skifte til den danske Superliga.
Wätjen regnes for et af de spændende midtbanetalenter i Dortmund-systemet og fik også debut på klubbens førstehold i sidste sæson. Konkurrencen om spilletid har dog været hård, og et skifte til FC Midtjylland kan give ham bedre muligheder for fast spilletid på seniorniveau.






























