Ifølge den tyrkiske transferjournalist Yağız Sabuncuoğlu er FC Midtjylland-angriberen i forhandlinger med den tyrkiske storklub om de personlige betingelser.
Der er dog fortsat en betydelig forhindring, før en handel kan blive til noget. Galatasaray skal også nå til enighed med FC Midtjylland, og den danske klub har ikke tænkt sig at sælge sin målfarlige profil billigt.
Det spanske medie Estadio Deportivo skriver, at midtjyderne ventes at kræve omkring 25 millioner euro for Franculino. Det svarer til cirka 187 millioner kroner.
Hvis Galatasaray accepterer den pris, vil der være tale om en af de største handler i FC Midtjyllands historie.
Franculino blev Superliga-topscorer i sidste sæson efter 17 mål i 18 kampe. Hele 16 af scoringerne faldt i 17 grundspilskampe, inden en skade satte ham tilbage. Han vendte tilbage i mesterskabsspillet, men nåede kun ét mål i fire optrædener.
Den stærke målhøst har gjort angriberen interessant for flere udenlandske klubber. Real Betis er også blevet nævnt som en mulig bejler, men prisen kan blive vanskelig for den spanske klub at matche.






























