FC Midtjylland fortsætter den europæiske sæson i Conference League.
Efter det samlede nederlag på 0-3 til Beşiktaş i Europa League-kvalifikationen var det torsdag aften Bohemians, der sikrede sig billetten til et opgør mod de danske mestre.
Den irske klub besejrede Ballkani med 5-4 efter straffesparkskonkurrence. Opgøret sluttede 4-4 samlet efter forlænget spilletid, inden Jordan Flores scorede det afgørende straffespark.
Dermed venter der nu et dobbeltopgør mod FC Midtjylland i tredje kvalifikationsrunde til Conference League. Første kamp spilles i Tallaght Stadium i Dublin, da Bohemians’ hjemmebane, Dalymount Park, ikke lever op til UEFAs krav på dette stadie af turneringen.
På papiret går FC Midtjylland ind til opgøret som klar favorit. Ifølge Transfermarkt har den danske mestertrup en samlet markedsværdi på omkring 111 millioner euro, mens Bohemians’ trup vurderes til knap 4,3 millioner euro.
FC Midtjylland skal forsøge at rejse sig efter skuffelsen mod Beşiktaş, hvor tyrkerne vandt 2-0 i Herning og avancerede med en samlet sejr på 3-0.




























