FC Barcelona har fået endnu en økonomisk hovedpine.
Klubbens reviderede regnskab for 2025/26 viser nemlig, at den negative egenkapital er blevet forværret fra 153 til 168 millioner euro. Det sker samtidig med, at UEFA har krævet, at Barcelona bevæger sig i den modsatte retning.
Ifølge UEFA-reglerne skal klubbens egenkapital enten være positiv ved årets udgang eller være forbedret med mindst ti procent sammenlignet med den foregående periode.
Barcelona har derfor i revisionen forpligtet sig til at træffe de nødvendige beslutninger for at overholde kravene senest 31. december 2026.
Det er ikke kun et regnskabsteknisk problem.
Barcelona har allerede betalt 15 millioner euro som led i en toårig aftale med UEFA, og yderligere 45 millioner kan fortsat komme i spil. De er fordelt på to mulige betalinger á 22,5 millioner euro.
Dermed kan den samlede økonomiske sanktion i sidste ende nå op på 60 millioner euro.
Det er dog ikke ensbetydende med, at hele beløbet automatisk bliver udløst. En af de resterende sanktioner afhænger blandt andet af Barcelonas kommende økonomiske resultater, mens den anden vurderes på baggrund af udviklingen over en længere periode. Hvis afvigelsen er mindre end 20 millioner euro, kan UEFA desuden reducere straffen forholdsmæssigt.
En af årsagerne til problemerne er de fortsatte nedskrivninger omkring Barça Produccions, som har belastet klubbens egenkapital. Barcelona afsluttede 2025/26 med et ordinært overskud på blot 200.000 euro, men et samlet underskud på 18 millioner euro.
Nyt regnestykke rammer Laporta hårdt – Barça har tabt 247 millioner under ham
UEFA-problemet kommer oven i et langt større økonomisk billede. Samlet har Barcelona leveret et voldsomt minus siden Laportas comeback som præsident.
FC Barcelonas gæld vokser igen
Klubben har samtidig hentet ny finansiering med fremtidige tv-indtægter som sikkerhed. Det giver luft nu, men binder endnu flere af Barcelonas kommende indtægter.
Camp Nou-regningen vokser igen – Barça kan låne yderligere 500 millioner euro
Espai Barça lægger yderligere pres på regnskabet. Medlemmerne kan blive bedt om at godkende endnu et gigantisk lån for at få stadionprojektet helt færdigt.






























