FC Barcelona er tæt på at nå til enighed med Manchester City om Rodri, og en spiller fra den catalanske trup kan ende med at få en afgørende rolle i handlen.
Det skriver Mundo Deportivo.
Barcelona og Rodri skulle allerede være helt enige om de personlige vilkår, mens forhandlingerne med Manchester City nu er nået ind i den afsluttende fase.
Ifølge det spanske medie arbejdes der med en fast transfersum på omkring 55 millioner euro.
Men det er ikke nødvendigvis kun penge, der skal få de sidste detaljer til at falde på plads.
Mundo Deportivo skriver således, at de resterende variable beløb kan blive modregnet ved, at en spiller fra Barcelonas nuværende trup indgår i aftalen.
Mediet sætter ikke navn på, hvilken Barça-spiller der i givet fald kan blive en del af handlen.
Der mangler fortsat enkelte detaljer mellem klubberne, før dokumenterne kan udveksles og aftalen underskrives.
Rodri har blot ét år tilbage af sin kontrakt med Manchester City, og Barcelona har derfor været i stand til at presse den engelske klub i forhandlingerne efter oprindeligt at have stået langt fra hinanden.
Hansi Flick håber ifølge Mundo Deportivo at kunne have den spanske midtbanestjerne til rådighed allerede i denne uge.
Officielt forventer Manchester City dog fortsat, at Rodri møder ind fredag.
Dermed nærmer en af sommerens helt store handler sig sin afslutning, hvor en endnu unavngiven Barcelona-spiller altså kan vise sig at blive en del af løsningen.






























