Farvel og tak: Manchester United vil sælge løntung stjerne til januar
Den engelske forsvarsspiller Harry Maguire skiftede tilbage i sommeren 2019 til Manchester United fra Leicester i en stor handel, der på daværende tidspunkt gjorde Maguire til den dyreste forsvarsspiller i historien.
Den nu 31-årige englænder har dog ikke for alvor formået at leve op til sit høje prisskilt, og gennem de seneste par sæsoner er Harry Maguire gledet længere og længere væk fra Uniteds startopstilling.
Englænderen er i denne sæson også blot startet inde i tre af Manchester Uniteds syv Premier League-kampe, og med indkøbene af Matthijs de Ligt og Leny Yoro, ser vejen til regelmæssig spilletid endnu længere ud for Harry Maguire.
Og nu kan det vise sig, at den 31-årige forsvarsspiller snart er fortid i Manchester United.
Ifølge mediet Daily Star vil Manchester United forsøge at sælge Harry Maguire i det kommende januar-transfervindue.
Mediet skriver yderligere, at den engelske storklub blot forlanger omkring 90 millioner kroner for Maguire, og det kunne altså tyde på, at Manchester United er meget interesseret i at skille sig af med englænderen.
Harry Maguire har i øjeblikket en årsløn på omkring 88 millioner kroner, og det betyder, at han er den United-spiller, der får den syvendehøjeste løn.
Den engelske forsvarsspiller står i alt noteret for 215 kampe i United-trøjen.