Randers FC var godt på vej mod sæsonens første udesejr, da Alexander Fischer i det 82. minut bragte sit hold foran med 2-0 i udekampen mod Esbjerg. Alligevel endte det hele med, at kronjyderne måtte tage til takke med det ene point, da hjemmeholdet lavede et flot comeback i de døende minutter.
Søren Berg bragte midtvejs i første halvleg Randers foran efter et fremragende indlæg af Søren Jensen, men hele tiden var Esbjerg farligst i det chanceskabende spil. Alligevel skulle man helt hen til det 86. og det 90. minut, før Jesper Lange og Jakob Ankersen fik gjort det til 1-2 og 2-2.
2-2-målet blev også kampens sidste. Esbjerg har nu 11 point på niendepladsen, mens Randers på syvendepladsen har hentet 12 point i sæsonens ti første spillerunder.
Esbjerg fB – Randers FC 2-2 (0-1)
0-1: Søren Berg (26′)
0-2: Alexander Fischer (82′)
1-2: Jesper Lange (86′)
2-2: Jakob Ankersen (90′)
Dommer: Thomas Vejlgaard






























