Emil Riis kan være på vej videre efter blot én sæson i Bristol City.
Ifølge Sky Sports-journalisterne Anthony Joseph og Lyall Thomas er Leicester tæt på at hente den 28-årige danske angriber. Leicester og Bristol City nærmer sig en aftale, mens Riis har fået tilladelse til at rejse til et lægetjek.
Riis kom til Bristol City fra Preston sidste sommer og har fortsat to år tilbage af sin kontrakt. Det er blevet til 12 mål og tre oplæg i 49 kampe for klubben.
Den Hobro-fødte angriber har en fortid i Randers FC, hvor han spillede 72 førsteholdskampe og scorede 18 mål. I 2020 blev han solgt videre til Preston for 1,5 millioner euro.
Her nåede danskeren 186 kampe og 46 scoringer, inden turen sidste år gik videre til Bristol City. Nu peger meget på, at Leicester bliver næste stop i karrieren.





























