Spilleselskabet Ladbrokes har valgt at udbetale gevinster til de danskere, der har spillet penge på, at FC København genvinder mesterskabet.
Det sker efter blot 13 af 33 spillerunder af Superligaen.
– Det er naturligvis usædvanligt, at vi efter blot 13 runder udbetaler gevinster på FCK som danske mestre. Men det er også usædvanligt, at et Superliga-hold efter blot 13 runder fører med 14 point ned til nærmeste forfølger, siger Ladbrokes danske manager, Richardt Funch, i en pressemeddelelse og fortsætter:
– FCK er simpelthen i en klasse for sig i år, og det er med fuld ro i sindet, at vi i dag har valgt at udbetale gevinsterne til alle dem, der har spillet på FCK.
Ladbrokes’ konkurrenter fra Bet24 udbetalte allerede for tre uger siden.




























