Dreyer blomstrer endnu mere efter mexicansk tilbagekomst
Den 26-årige danske højrekant Anders Dreyer har fået en fornem start på tilværelsen i USA, hvor han allerede har bidraget med tre mål og en assist for sin nye klub San Diego FC.
Og der er lagt op til, at den tidligere FC Midtjylland-kant kan få endnu mere succes i den kommende tid ifølge San Diego-lokalmediet East Village Times.
For med tilbagekomsten af den tidligere Napoli- og PSV Eindhoven-profil, den 29-årige kantspiller Hirving Lozano, bliver opmærksomheden på San Diegos offensive kræfter spredt mere ud.
Lozanos kvaliteter giver nemlig i den grad også forsvarsspillerne noget at være opmærksomme på, og Dreyer fik plads til at skabe en assist til kantkollegaen i en 3-0-sejr imod Seattle Sounders senest.
Dreyers danskerkollega Jeppe Tverskov fik desuden også hul på sin målkonto i dette opgør, hvor den 32-årige tidligere FC Nordsjælland- og OB-midtbanespiller kom på måltavlen.
San Diego FC har i det hele taget fået en god start på den nye MLS-sæson, hvor de efter syv ligaopgør ligger nummer to med 14 point lige bagved Vancouver Whitecaps i West Conference.