Det bliver et nej: Afviser fransk bud på dansk landsholdsspiller
Den danske Sporting-angriber Conrad Harder er på det seneste meldt på vej mod den franske klub Rennes.
Det lader dog til, at sådan et skifte kan blive svært. Ifølge det portugisiske medie O Jogo har Lissabon-klubben afvist buddet.
Rennes har i denne uge solgt angriberen Kalimuendo til Nottingham Forest og de leder derfor efter en erstatning, hvor danske Harder altså var kommet ind i billedet.
Derfor havde de lagt et bud på Conrad Harder, men det forlyder altså, at ledelsen i Sporting har takket nej. Det er ikke oplyst, hvor stort buddet fra franskmændene var.
Senest har også AC Milan været nævnt på rygtebasis som en klub, som kunne være interesseret i den tidligere FC Nordsjælland-angriber.
Den danske angriber har endvidere kontrakt med Sporting CP frem til sommeren 2029, så de har på ingen måder travlt med at få solgt deres stjernefrø.
Portugiserne betalte for et år siden 140 millioner kroner til Farum-klubben for at få fingrene i ham. Det er siden blevet til 50 kampe for Sporting, som han også vandt mesterskabet med i sidste sæson.