Det begyndte så godt for Braithwaite: Ramt af nyt uheld
Den tidligere landsholdsspiller Martin Braithwaite blev i midten af marts ramt af en lårskade, men han er hurtigt kommet ovenpå igen efter bare at have misset én kamp.
Torsdag vendte han tilbage for sin klub Gremio i Brasilien, hvor han fik de sidste 28 minutter af deres Copa Sudamericana-opgør mod Sportivo Luqueño. Her blev han dog igen ramt.
Her lader det heldigvis ikke til, at der er tale om en decideret skade. Det melder brasilianske Rádio Bandeirantes.
- Braithwaite har ingen skade, men har fortsat smerter efter forstuvningen i anklen. Han er ikke blevet scannet, men behandlingen er i gang, og han vil blive vurderet fra dag til dag. Han er tvivlsom til kampen mod Ceará, lyder det fra deres journalist Kaliel Dorneles, som følger klubben tæt.
Den omtalte kamp er på lørdag.
I de sidste minutter af torsdagens kamp gik den forhenværende Barcelona-spiller og klagede over ubehag, og det var ikke muligt for ham at indgå i spillet dér.
Braithwaite havde dog også gjort sit. Kort efter sin indskiftning stod han bag målet til 2-1, som også blev kampens endelige resultat.
Den 33-årige angriber har spillet i Gremio siden i sommer, hvor det er blevet til 32 kampe med 16 mål til følge. Derudover har han også stået bag tre assister.
Han har kontrakt med klubben frem til sommeren 2026, hvor han til den tid vil være fyldt 35 år.