To gange 3-3 på én uge lyder helt urealistisk, men det var ikke desto mindre, hvad Juve præsterede i den forgangne uge mod henholdsvis Sampdoria i Serie A og Polske KKS Lech Poznań i Europa League. Ikke den bedste start på den sæson, der skulle markere en ny og bedre æra for traditionsrige Juventus, der i den grad skuffede sidste sæson.
En række mindre gode resultater skulle her til eftermiddag revancheres – og det mod Udinese. På papiret en ganske besværlig modstander, der som regel står ret godt på banen og har bl.a. sidste sæsons Serie A-topscorer Antonio di Natale og chilenske Alexis Sánchez i truppen. Sidstnævnte gjorde god figur for sit landshold under VM-slutrunden i Sydafrika, hvor det blev til flere opsigtsvækkende præstationer.
Det var dog et Juventus-mandskab ført an af Miloš Krasić, der viste rigtigt gode kvaliteter her til eftermiddag, hvor Udinese blev dukket med en 4-0 sejr. På trods af at være udehold var det Juventus, der sad på kampen fra start til slut, hvor Bonucci, Quagliarella, Marchisio og Iaquinta formåede at finde netmaskerne. Krasić stod for to målgivende afleveringer og drev flere gange gæk med Udinese-forsvaret.
Udinese – Juventus 0-4 (0-3)
0-1: Leonardo Bonucci (18)
0-2: Fabio Quagliarella (24)
0-3: Claudio Marchisio (43)
0-4: Vincenzo Iaquinta (77)
Dommer: M. Bergonzi





























