Delaney tager dyr bommert på sig: “Kolossal fejl”
Indkast.dk i Parken
I dag var det Thomas Delaney´s derby nr. 24, og selvom det blev en begivenhedsrig affære, vil den 33-årige FCK-talisman højst sandsynligt gå direkte hjem og klistre det ind i glemmebogen.
Ikke nok med, at Løverne tabte mod ærkerivalerne – anføreren kom nærmest til at forære dem føringsmålet.
Hovedpersonen selv var heller ikke i tvivl om, hvad der blev udslagsgivende i nederlaget:
– Det, der i sidste ende er afgørende i dag, er de personlige fejl.
Og han var heller ikke bleg for at erkende, hvem der stod for den største.
– Det er en kolossal fejl, jeg laver i dag. Det må jeg bare tage på mine skuldre.
Fodbold er et spil, der handler om fejl. Det er ikke den eneste fejl, jeg laver i dag. Alle spillere laver fejl, og nogle gange har det en vanvittig konsekvens. Det havde det desværre i dag, indrømmer Delaney til den fremmødte presse kort efter kampen.
Delaney blev allerede udskiftet efter 56 minutter til fordel for midtbanekollegaen William Clem.
På trods af en undervældende præstation fra den rutinerede midtbanekriger kan der meget vel blive brug for hans store erfaring igen allerede på torsdag. Her skal FCK en tur til Herning for at duellere mod deres onde ånder – og nærmeste mesterskabsrivaler – FCM.