Dansker blandt lønkongerne i storklub: Tjener næstmest
Pierre-Emile Højbjerg har sat sig tungt blandt spillerne i toppen af lønhierarkiet i Olympique Marseille.
Den danske midtbaneslider tjener svimlende 3,85 millioner kroner om måneden, hvilket gør ham til klubbens næsthøjest lønnede spiller i sæsonen 2024-2025.
Kun Adrien Rabiot ligger over Højbjerg med en månedsløn på 3,97 millioner kroner. Ismaël Bennacer følger lige efter med 3,74 millioner kroner. Sammen udgør de tre en eksklusiv løntrio i en klub, der satser tungt økonomisk i jagten på titler.
Marseille har i alt syv spillere, der tjener over 2,2 millioner kroner om måneden, herunder Mason Greenwood og Geoffrey Kondogbia.
Til sammenligning må unge talenter som Alexi Koum nøjes med bare 15.000 kroner om måneden.
På nationalt plan overgås Højbjerg og co. dog stadig klart af PSG’s stjerner. Hele top 12 på Ligue 1’s lønliste tilhører Champions League-vinderne, hvor Ousmane Dembélé topper med 11,2 millioner kroner om måneden.