Jess Thorup er tilbage som cheftræner i belgiske KRC Genk.
Den danske træner har skrevet under på en treårig kontrakt frem til sommeren 2029 og overtager jobbet efter Nicky Hayen.
Thorup havde ellers modtaget henvendelser fra flere klubber i den engelske Championship, men valgte i stedet at vende tilbage til Genk, hvor han også kortvarigt var cheftræner i 2020/21-sæsonen.
“KRC Genk er en topklub. Det kan mærkes på alle områder: kvaliteten i truppen, faciliteterne, staben og ambitionerne for fremtiden. Jeg glæder mig virkelig til at skrive det næste kapitel i historien sammen med alle i klubben,” siger Jess Thorup.
Genk håber, at danskeren kan føre klubben tilbage i kampen om de belgiske titler. Fodbolddirektør Dimitri de Condé fremhæver både Thorups erfaring og hans kendskab til klubben.
“Jess er en træner med erfaring og en klar fodboldfilosofi. Han kender vores klub, belgisk fodbold og ved, hvad der kræves for at vinde trofæer,” siger han.
“Vi har investeret markant i strukturen omkring førsteholdet denne sommer. Jess er den rette træner til at bygge videre på fundamentet og omsætte det til resultater.”
Thorup kommer med stor international erfaring. Han har senest stået i spidsen for Al Ahly, hvor han vandt den egyptiske Super Cup, og har tidligere været cheftræner for blandt andre Augsburg, FC København, FC Midtjylland, Gent og Genk.
I Danmark har han vundet mesterskabet med både FC Midtjylland og FC København.
Nu får han endnu en mulighed i Genk, efter at det første ophold blev kortvarigt. Denne gang har belgierne givet danskeren en længere kontrakt og et klart mandat til at bringe klubben tilbage til toppen.



























