Ajax havde brug for en aften som denne. Ikke for at rense tavlen ren – den mulighed eksisterer sjældent i europæisk fodbold – men for at mærke, at noget stadig bevæger sig i den rigtige retning. I Baku var det de unge spillere, der bar klubben gennem en kamp, hvor det meste ellers pegede mod endnu en lang og frustrerende rejse hjem.
Gennem store dele af første halvleg virkede Ajax som et hold, der ville mere, end det endnu var klar til. Fred Grim havde sendt et ungt mandskab på banen, et hold der spillede med mod, men som også viste sit grønne gemyt, da misforståelsen mellem Ko Itakura og Vitezslav Jaros gav Qarabag en let føring efter ti minutter.
Bolden cirkulerede, og Ajax forsøgte at finde den rytme, klubben engang var kendt for. Men først da Kasper Dolberg trak vejret dybt og hamrede et langskud af sted, begyndte kampen at skifte karakter. Et mål som det, Ajax havde ventet på. Et mål, der gav dem et anker i en kamp, hvor usikkerheden ellers sejlede frit.
Det holdt dog ikke længe. Starten på anden halvleg blev dyr, da Lucas Rosa sendte bolden i eget net og satte Ajax tilbage, hvor de kom fra. Man kunne næsten se de unge spillere tænke for meget, når de forsøgte at spille sig ud bagfra. Alligevel blev de stående, og da kampen nærmede sig de sidste tyve minutter, tog Oscar Gloukh fat.
Hans udligning – endnu et skud udefra – kom som et stik i luften, der pludselig blev lettere at trække. Kort efter bragte Anton Gaaei Ajax foran med et spark, der skar gennem stilheden i stadion. En afslutning, der kun rammer nettet, når selvtilliden kommer tilbage i små, pludselige bølger.
Qarabag svarede igen med det, de havde tilbage, men Gloukh afgjorde det hele i de sidste minutter med en rolig afslutning, der lignede noget, han havde øvet hele sit unge liv. Da dommeren fløjtede af, stod det klart, at Ajax ikke blot havde vundet. De havde fundet en form for retning midt i en Champions League-sæson, der ellers kun havde båret nederlag med sig.
En sejr i Baku, og de første point i puljen, kan måske ikke ændre alt. Men for et hold med en gennemsnitsalder på 22,9 siger det noget om, hvad der stadig er muligt.
