Efter slutfløjtet var manager Chris Davies fuld af beundring for den 22-årige dansker, der nu er oppe på fem sæsonmål i 11 kampe.
Opgøret tippede afgørende lige før pausen. Først prikkede Priske et præcist indlæg fra Alex Cochrane i kassen til 2-0, og få sekunder efter udplacerede han landsmanden Daniel Iversen i Preston-målet med et sublimt, skruet skud fra kanten af feltet. Liam Millar og Demarai Gray tegnede sig for Birminghams øvrige scoringer i en kamp, hvor Preston fik Stan Mills udvist i anden halvleg.
Efter opvisningen fremhævede Chris Davies danskerens evne til at kombinere hårdt fysisk arbejde med knivskarpe afslutningsevner:
“Han har været fantastisk. Det første, jeg altid kræver af mine spillere, er, at de gør det beskidte arbejde: duellerne, fighten, returløbene og presset – og det leverer han fuldt ud. Det er forudsætningen for at spille, men en 9’er lever af mål, og jeg har hele tiden vidst, at han ville score,” sagde Davies ifølge Press Association og uddybede:
“Når man ser ham til træning og kigger på hans tekniske pakke, ser man med det samme en ægte afslutter. Han har to gode ben, en fremragende boldberøring og et rent træf, og så kan han score med hovedet, fordi han både har springkraften og højden.”
Storsejren sender Birmingham City op på tredjepladsen i Championship, mens Preston forbliver fastforankret i bunden af tabellen.





























