Danmark varmer op til VM-kval: Spiller i Parken og Odense
Herrelandholdet byder 7. juni Nordirland velkommen i Parken, og tre dage senere tager landstræner Brian Riemer og de danske spillere til Odense for at vise sig frem for de danske fans mod Litauen.
Brian Riemer ser frem til to kampe, der bliver vigtige i forberedelsen til efterårets VM-kvalifikation, der afgøres over seks kampe på to en halv måned.
- Vi skal først og fremmest fortsætte den gode udvikling af vores hold og spil og det offensive og aggressive udtryk, som spillerne så flot leverede i de to kampe mod Portugal. Samtidig kan det også give mulighed for at teste forskellige ting af mod nogle anderledes modstandere, end vi har mødt de fire seneste kampe, og det er et godt afsæt til VM-kvalifikationen, siger Brian Riemer. til DBUs hjemmeside.
Arbejdet med at få testkampe har været vanskeligt, da de fleste andre lande er optaget af VM-kvalifikationskampe, og andre stadig spiller Nations League.
Kamptidspunkterne er endnu ikke fastlagt, men begge kampe kan ses på TV2.