Fulhams angriber Bobby Zamora brækkede benet efter en hård tackling af Wolverhamptons Karl Henry, og to uger senere blev samme spiller fratrukket to ugers løn for en anden hensynsløs tackling på Wigans Jordi Gomez.
Fulhams anfører Danny Murphy kalder tacklingerne for både ”latterlige” og ”hjernedøde” – og giver skylden på managerne i klubberne Stoke, Wolverhampton og Blackburn.
– Ethvert skib har en kaptajn, og det er manageren, der styrer holdet. Den hårdhed som nogle spillere bruger i deres tacklinger er latterlig. De spillere, der gør det, må være hjernedøde, raser Murphy til teamtalk.com og fortsætter:
– Der er managere, som sender deres hold på banen med det eneste formål at ødelægge det andet holds spil, hvilket sker mere og mere – specielt hos Stoke, Blackburn og Wolves. De vil sikkert sige, at det er effektivt, og de har sikkert vundet kampe med det, men faktum er, at de managere sender overgearede spillere på banen – og det vil give problemer.






























