Manchester Citys angriber Roque Santa Cruz bekræfter her til aften, at han ønsker et skifte fra Eastlands til januar.
– Jeg arbejder hårdt hver dag for at overbevise manageren, men jeg bliver stadig ikke valgt. Jeg får ikke spilletid til at vise mine kvaliteter, og min prioritet er at forlade klubben i januars transfervindue, sagde en bestemt Santa Cruz til den spanske radiostation Cadena Ser.
Der var store forventninger til den 29-årige angriber, da han kom til Manchester City fra Blackburn i sommeren 2009, men skader i den første sæson gjorde, at han røg ud af holdet.
Angriberen hævder dog nu, at han er fuldstændig skadesfri og træner hårdt.
– Jeg er 29 og håber stadig at opfylde min drøm om at spille i Spanien. Det er en drøm, som de fleste sydamerikanske spillere har, og forhåbentlig vil den gå i opfyldelse, slutter Roque Santa Cruz.
Indtil videre er det blevet til 20 kampe og 3 mål for Manchester City.






























