I Skandinavien står det største og mest prestigefyldte lokalderby mellem FC København og Brøndby, og for københavnernes Claudemir er det første gang, han skal spille et derby af denne kaliber, når han løber på banen i aften. Fra sin tid i Holland har han dog hørt lidt om, hvad der venter:
– Da jeg spillede i Vitesse, fortalte Mads Junker mig, at der var denne helt specielle kamp i Danmark, og også ham nummer fire ude fra Brøndby, hvad hedder han (Remco van der Schaaf, red.), har sagt, at den kamp er helt speciel, og at tilskuerne altid laver et festligt show, fortæller Claudemir til Ekstra Bladet.
I Vitesse oplevede Claudemir også et lokalderby, men dog af en noget mindre målestok. Der hed modstanderen NEC Nijmegen, og midtbanespilleren forventer da også noget mere af kampen mod Brøndby:
– De byer ligger ret tæt på hinanden, og det har da også været nogle specielle kampe, men min forventning til kampen mod Brøndby er endnu større. Jeg kan mærke på alle, at denne kamp stadig er den absolut største i Danmark.






























