City-stjerne i udbrud: Arsenal-kampen burde aldrig være spillet
Bernardo Silva var rasende efter Manchester Citys 1-1-kamp mod Arsenal søndag, hvor Gabriel Martinelli scorede et dramatisk udligningsmål i det 93. minut. Ifølge Manchester Evening News mener Silva, at Arsenal havde en “uretfærdig fordel” på grund af kampkalenderen.
Arsenal gik ind til topbraget efter fem dages hvile siden deres Champions League-opgør mod Athletic Club. City derimod havde kun godt to en halv dag til at restituere efter en hård kamp mod Napoli. Og ifølge Silva var forskellen mærkbar.
“Jeg siger det ikke, fordi vi tabte – vi fik et point. Men det er bare ikke fair,” lød det fra portugiseren. “Man kan ikke spille en af de vigtigste kampe i sæsonen med så stor en ulempe. Jeg følte det i kroppen allerede i første halvleg. To og en halv dag er ikke nok, det ødelægger niveauet.”
Silva påpegede også, at skader som den til Abdukodir Khusanov kan være direkte konsekvens af den hårde kalender. Han rettede samtidig en bredside mod UEFA, Premier League og tv-selskaberne: “Vi kan spille 60 kampe om året, det er ikke problemet. Men når du har et Arsenal–City eller City–Liverpool, må der være sund fornuft. Spillerne skal have samme betingelser, ellers er det ikke fair.”
For nu måtte City nøjes med ét point – men diskussionen om fodboldens pressede kampprogram er langt fra slut.