City-nedtur: Pep Guardiola med skjult men klar sviner
Manchester City blev snydt for sejren i Champions League, da Monaco fik et sent straffespark i 2-2-opgøret.
Eric Dier sagde tak og udnyttede chancen, og Pep Guardiola var rasende efter kampen.
Den spanske dommer Jesus Gil Manzano pegede på pletten efter VAR, hvilket skabte kaos på sidelinjen.
Guardiola nægtede at gå i detaljer efterfølgende, men stikpillen var ikke til at tage fejl af:
"Intet at sige om spanske dommere,” sagde han ifølge AFP.
City havde ellers domineret kampen, ramt træværket to gange og set Erling Haaland score begge mål. Men et enkelt kontroversielt øjeblik ødelagde sejren og efterlod også nordmanden rasende ved slutfløjt.
Guardiola forsøgte dog også at finde positive toner:
"Vi spillede en rigtig god kamp. Step by step bliver vi bedre. Mange ting var gode, og vi tillod næsten ingenting,” udtalte han.