LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Mads Johnsen

City nærmer sig stortalent: Foran Real Madrid og flere Premier League-rivaler

Manchester City fører ræset om 20-årigt stortalent foran flere Premier League rivaler og selveste Real Madrid

Usbekistan er ikke et land, man normalt forbinder med verdens største fodboldtalenter, men i øjeblikket er den 20-årige centrale forsvarsspiller Abdukodir Khusanov et af de varmeste transferemner i Europa. 

Lens-spilleren sættes særligt i forbindelse med et skifte til Premier League, hvor der er interesse fra en bred vifte af klubber, som inkluderer Manchester City, Tottenham Hotspur og Newcastle United. Derudover har Khusanov også været kædet sammen med kongeklubben Real Madrid, hvilket i sig selv vidner om spillerens høje niveau.

Fodboldkorrespondenten Ben Jacobs (GiveMeSport) rapporterer i dag, at førstnævnte klub nu skulle være villig til at imødekomme en transfersum på over £30 millioner, som Lens kræver. Manchester City er dermed foran i ræset om den unge Ligue 1-spiller.

Khusanov har spillet i Lens siden sommeren 2023, hvor den franske klub ifølge Transfermarkt hentede uzbekistaneren i den hviderussiske klub FC Energetik-BGU Minsk for blot $100.000. Det højrebenede forsvarstalent har 19 landskampe på CV’et og har i indeværende sæson været fast inventar i Lens’ midterforsvar, hvor han særligt udmærker sig i spillet uden bold med sin gode positionering og sit stærke duelspil.

Lens ser dermed ud til at stå foran et af de største salg i klubbens historie. At sælge en spiller for over 30 millioner pund, som de for blot halvandet år siden hentede for omkring 100.000 dollars, må siges at være imponerende købmandsskab. Lens har tidligere rådet over en ung forsvarsspiller, der ligeledes tiltrak opmærksomhed fra Real Madrid. Det var ingen ringere end Raphaël Varane, som også blev solgt til kongeklubben, hvor han siden har haft en yderst succesfuld karriere.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder