Der var lagt op til målfest, da Wolverhampton lørdag eftermiddag gæstede de engelske mestre fra Chelsea, der inden dagens kamp havde scoret 23 mål i otte kampe.
Det var dog lidt overraskende gæsterne, der kom bedst fra start. Tre hjørnespark inden for de første fem minutter gav en indikation af, at Wolves ikke var kommet til det sydlige London for at forsvare sig.
Wolverhampton var spillemæssigt godt med gennem hele første halvleg, men kom alligevel kun frem nogle få forsøg. Chelsea satte sig – som kampen blev ældre – mere og mere spillet, og efter 12 minutter var Bosingwa tæt på at bringe værterne i front, men Hahnemann i gæsternes bur reddede på fremragende vis.
Herefter satte Chelsea sig tungt på kampen, men London-holdet havde generelt svært ved at bryde igennem den solide Wolverhampton-defensiv. Efter 23 minutter gik der dog Playstation-fodbold i den, og Malouda kunne i samarbejde med Anelka og Zhirkov sørge for, at Chelsea kunne bringe sig i front 1-0 efter et gennemspillet angreb.
Scoringen betød, at gæsterne var nødsaget til at komme længere frem på banen. Dette gav plads til i den anden ende, og allerede minuttet efter scoringen kunne det let være blevet 2-0, men Anelkas afslutning gik i sidenettet.
Kampen gik hen mod pausen lidt i stå, og først efter 38 minutter kom Chelsea igen frem til en god mulighed. Efter længere tids powerplay fik Chelsea-backen Bosingwa – der i øvrigt var en af kampens bedste – afsluttet fra kanten af feltet, men portugiserens forsøg gik lige forbi den ene opstander, og Chelsea måtte derfor nøjes med 1-0 ved pausen.
Gæsterne startede anden halvleg som lyn og torden, og allerede efter to minutters spil var et Wolverhampton-hjørnespark tæt på at blive snittet i mål, men Michael Essien fik reddet på stregen. Blot tre minutter senere var gæsterne igen på spil, da Kevin Doyle fik presset Cech ud i fuld længde.
Wolverhamptons offensive spil gav – ligesom i første halvleg – gode muligheder for kontrastød til hjemmeholdet, og Chelsea forsøgte da også at lukke kampen på hurtige omstillinger. Både Drogba og Malouda havde inden for det første kvarter af anden halvleg mulighed for at lukke kampen til både 2- og 3-0, men kvaliteten i afslutningerne manglede.
Gæsterne sad på det meste af anden halvleg grundet en alt for tilbagelænet indsats af mestrene fra Chelsea, men efter 72 minutter valgte Carlo Ancelotti at sætte Salomon Kalou på banen, og det skulle vise sig at være meget klogt, for blot 10 minutter senere kunne ivorianeren let lukke kampen, da han helt fri ved bagerste stolpe passerede en chanceløs Hahnemann til kampens slutresultat 2-0.
Chelsea indtager dermed fortsat førstepladsen i ligaen, men spillet skal forbedres betragteligt, hvis The Blues igen i år skal hive mesterskabet hjem.
Chelsea – Wolverhampton: 2-0 (1-0)
1-0: Florent Malouda (23 min)
2-0: Salomon Kalou (81 min)




























