Brøndby skjuler årsagen til fjernelse af Betano-logo i europæisk kamp
Men bag skiftet ligger en juridisk realitet: Det er ikke tilladt at reklamere for gambling på Færøerne. Færøsk lovgivning adskiller sig på dette punkt markant fra den danske. Der findes hverken en licensordning for kommercielle spiludbydere eller lovhjemmel til at markedsføre betting- og casinotjenester. Derfor må udenlandske operatører, herunder Betano, ikke eksponeres i forbindelse med offentlige arrangementer på færøsk grund – heller ikke på spillertrøjer.
Det fremgår dog ikke af Brøndbys officielle meddelelse. Her skriver klubben, at Betano har valgt at stille trøjepladsen til rådighed for Red Barnet som en del af et samarbejde, der blev indledt i 2022. Trøjerne fra aftenens kamp vil efterfølgende blive doneret til Red Barnet og brugt i en kommende fundraising-aktivitet.
Hos Red Barnet bliver initiativet modtaget med stor glæde og taknemmelighed, fortæller Nicolai Skjølstrup, Corporate Partnership Manager i Red Barnet.
“Vi er rigtig glade for, at Red Barnet vil stå på spillertrøjerne til aftenens kamp for at sætte fokus på det vigtige arbejde med at gøre en forskel for flere børn og unge i udsatte positioner,” siger han til Brøndbys hjemmeside.
Brugen af Red Barnet-logoet i stedet for Betano kan dermed ses som både en praktisk løsning og et symbolsk tiltag. Men den manglende omtale af årsagen – at spilreklamer er forbudt på Færøerne – efterlader spørgsmålet om, hvorfor lovgivningen ikke nævnes.