Brøndby-anfører: Jeg synes vi kreerer chancerne
Det var en Jacob Rasmussen med blandede følelser, som stillede op til interview efter kampen. For selvom opgøret mod FC Nordsjælland endte med en pointdeling, så rakte præstationen på banen til mere.
“Jeg tror, hvis man kigger på kampen, så skaber vi egentlig forholdsvis mange chancer - måske i forhold til nogle af de andre kampe, hvor vi har scoret,” siger Jacob Rasmussen og fortsætter:
"Det er jo det, der er lidt ærgerligt - det er den sidste skarphed, der mangler, for jeg synes egentlig, vi kreerer chancerne til at score et par kasser."
Inden kampen var Brøndby, med en sejrsstime på tre kampe i træk i mesterskabsspillet, ved at melde sig ind i kampen om mesterskabet, hvor de med en sejr kunne have været fire point efter førerholdet FC Midtjylland. I stedet er der nu seks point imellem de to klubber.
Er det her et skridt tilbage for jer?
“Pointmæssigt er det jo. Vi ville rigtig gerne have haft tre point. Jeg synes, når man kigger på præstationen, så var det et skridt i den rigtige retning. Jeg synes egentlig, vi spiller en rigtig fin fodboldkamp,” siger forsvarsspilleren, der samtidig heller ikke er bleg for at rose modstanderen:
“Når man spiller mod Nordsjælland, så skal man være lidt påpasselig, og enten så hedder det ultimativt mand mod mand og satse på, at man kan vinde nogle bolde, eller også står man mere kompakt og venter på, at de kommer fremad. Vi valgte det sidste.”
Næste mulighed for at presse de øvrige tophold for Brøndby er 2. påskedag, hvor de møder Randers. Her skal de forsøge at revanchere et 4-2 nederlag fra deres seneste møde.