Brøndby har fået sat et stort flueben ud for sommerens måske vigtigste opgave.
Med købet af Max Ejdum har klubben sikret sig en central midtbanespiller, som længe har været et nøgleønske. Derfor peger meget nu på, at næste fase af transfervinduet bliver mindst lige så vigtig: at få ryddet op i truppen.
Der er nemlig en række spillere, som enten ikke ser ud til at indgå i Thomas Nørgaards planer eller kan indbringe penge og frigøre lønkroner.
Benjamin Tahirovic ligner det mest oplagte salg. Den bosniske landsholdsspiller har været sat i forbindelse med flere klubber i løbet af sommeren, og med Max Ejdums ankomst bliver konkurrencen på den centrale midtbane kun større. Tahirovic kom til Brøndby fra Ajax i vinteren 2025 med store forventninger, men har aldrig udviklet sig til den profil, klubben havde håbet på.
Sean Klaiber er et andet navn. Brøndby har selv været åbne om, at hollænderen ønsker et skifte, og derfor virker en afsked oplagt for begge parter.
Rasmus Lauritsen og Frederik Alves står i en lignende situation. Ingen af dem har fået en fast plads i startopstillingen, og begge vurderes samtidig at ligge i den høje ende af lønhierarkiet. Sportsligt og økonomisk vil et salg derfor give mening.
Emmanuel Yeboah har været udlejet flere gange uden for alvor at overbevise. Noget tyder på, at Brøndby denne sommer vil forsøge at finde en permanent løsning.
Målmandsposten kan også udvikle sig til et tema. Patrick Pentz går ind i sin fjerde sæson på Vestegnen, og efter tre år i klubben kan det være det rette tidspunkt at prøve noget nyt, hvis det rigtige tilbud kommer. I så fald skal Brøndby være klar med en afløser. FC Nordsjællands Andreas Hansen har allerede været nævnt som en mulig kandidat.
Derudover er Emmanuel Dennis en spiller, der kan blive aktuel for et exit. Den tidligere Premier League-angriber menes at være blandt truppens største lønposter, men han ligner ikke en spiller, der er tiltænkt en væsentlig rolle under Thomas Nørgaard. Samtidig er den forbindelse, der var med til at bringe ham til Brøndby – Steve Cooper – ikke længere i klubben.
Brøndby har fået den centrale midtbane forstærket med Max Ejdum. Nu begynder den næste og måske vanskeligere opgave: at trimme truppen, frigøre lønkroner og skabe plads til de sidste brikker i Thomas Nørgaards første Brøndby-hold.






























