Live – Mest populære fodboldnyheder

Patrick Andersen

Brøndby-træners geniale træk resulterede i to kasser

Efter en tung opstart præget af skadesproblemer fik 18-årige Jacob Ambæk søndag eftermiddag sin første startplads i sæsonen, da Brøndby IF udraderede Lyngby Boldklub med 5-2 på Brøndby Stadion.

Indkast.dk på Brøndby Stadion

Den unge angriber kvitterede omgående for tilliden ved at banke to scoringer i nettet, inden han efter en times spil lod sig udskifte til stående klapsalver.

“Det er en kæmpe forløsning. Både for mig personligt, men bestemt også for hele holdet. Der er en fantastisk stemning derinde nu, og vi er alle vildt glade,” lød det fra en storsmilende Ambæk i mixed zone efter opgøret.

Cheftræner Thomas Nørgaard valgte at placere stortalentet helt fremme i forreste geled fra start, og den beslutning passede den dobbelte målscorer perfekt:

“Det har jeg det rigtig godt med. Det er den position, jeg har været vant til at spille i gennem rigtig lang tid, og hvor jeg føler mig mest hjemme. Så det var fantastisk at være tilbage og samtidig levere to mål,” forklarede han.

Sejren mod Lyngby blev grundlagt via giftige omstillinger, præcis som Brøndby havde planlagt:

“Vi vidste godt, at der ville ligge en masse offensive omstillinger, og det gjorde der jo så. Vi havde talt meget om den måde, de forsvarer deres felt på, og at vi skulle ramme bolden på førsteberøringen. Det lykkedes vi rimelig godt med i dag.”

Udskiftningen efter 60 minutter kom helt naturligt efter en intens indsats:

“Der var ikke nogen fast aftale om det, men jeg var godt træt til sidst. Det er hårdt at være tilbage, og der blev sprintet meget i de omstillinger,” sluttede Ambæk.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder