Live – Mest populære fodboldnyheder

Mehmet Piro Yildirim

Brøndby står stadig som Zornigers største succes

Alexander Zorniger er færdig i OB efter blot lidt over et år. Dermed er Brøndby fortsat den klub, hvor den tyske træner har haft sin længste periode.

Alexander Zorniger er ikke længere cheftræner i Odense Boldklub.

OB oplyser torsdag morgen, at samarbejdet er ophævet med øjeblikkelig virkning. Ifølge klubben skyldes beslutningen samarbejdsvanskeligheder og manglende opbakning til den strategiske retning.

Sportsdirektør Troels Bech forklarer, at klubben og Zorniger gennem længere tid har forsøgt at finde en fælles retning, men uden held.

“Klubbens identitetsmæssige og strategiske retning er uændret og står ikke til diskussion. Målet var at finde en vej frem sammen, men vi har desværre måttet konstatere, at det ikke er lykkedes at skabe en fælles retning for kultur og identitet,” siger Troels Bech.

Zorniger overtog OB i sommeren 2025, men nåede kun lidt over ét år på posten, inden samarbejdet sluttede. Dermed er Brøndby IF fortsat den klub, hvor den 58-årige tysker har været cheftræner længst.

Fra 2016 til 2019 stod Zorniger i spidsen for Brøndby i 122 kampe. I 2018 førte han klubben til triumf i DBU Pokalen, og samme sæson var Brøndby tæt på at vinde sit første danske mesterskab siden 2005, inden guldet glippede i de afsluttende spillerunder.

OB holder senere torsdag et doorstep-pressemøde, hvor klubben vil orientere om situationen på cheftrænerposten.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder