Nicolai Vallys forlader Brøndby IF efter fire sæsoner og fortsætter karrieren i japanske FC Tokyo.
Den 29-årige offensivspiller nåede 126 kampe for Brøndby, hvor han scorede 36 mål og leverede 27 assists.
Vallys kom til Vestegnen i sommeren 2022 og udviklede sig hurtigt til en af klubbens største profiler. Undervejs blev han både kåret til Årets spiller i Superligaen og til Årets spiller i Brøndby IF af klubbens frivillige.
Fodbolddirektør Julius Ohnesorge fremhæver, at Vallys har sat et aftryk, der rækker længere end statistikkerne.
“Der er nogle spillere, som efterlader sig mere end mål, assists og statistikker, og Nicolai er en af dem,” siger Julius Ohnesorge.
“Han har uden tvivl sat et kæmpe aftryk i klubben med sine kvaliteter og sin personlighed. Han har været en fantastisk ambassadør for Brøndby IF og en spiller, der har taget ansvar for både holdet og klubben.”
Ifølge fodbolddirektøren var det allerede en del af overvejelserne ved sidste års kontraktforlængelse, at den seneste sæson kunne blive Vallys’ sidste i Brøndby.
Nu er der fundet en løsning, som sender ham videre til en ny liga og en ny kultur i Japan.
Vallys selv ser tilbage på tiden i Brøndby med stor taknemmelighed.
“Det har været fire helt fantastiske år, og Brøndby IF har givet mig langt mere, end jeg nogensinde havde turdet håbe på,” siger han.
“Det har betydet alt for mig, den måde fansene har accepteret mig på. Både som menneske og som fodboldspiller.”
Han fremhæver især relationerne, oplevelserne og følelsen af at være en del af noget større som det, han tager med sig videre.
“Jeg håber, at man har kunnet mærke, hvor meget det har betydet for mig at trække den gule trøje over hovedet,” siger Vallys.






























