Live – Mest populære fodboldnyheder

Patrick Andersen

Brøndby sender signal med startopstilling

Brøndbys startopstilling mod OB giver de første klare fingerpeg om Thomas Nørgaards hierarki. Marcus Younis ligner en af opstartens vindere, mens Nicolai Vallys, Patrick Mortensen og den nye midtbane også sender tydelige signaler før Superliga-premieren.

Klokken 15.00 spiller Brøndby den næstsidste træningskamp i sommeropstarten, når OB gæster Vestegnen. Og selvom der stadig resterer én testkamp, begynder Thomas Nørgaards prioriteringer nu for alvor at træde frem.

Træneren har selv meldt ud, at tiden med “bytte købmand” er slut. Fokus er nu på at spille det hold sammen, der skal åbne Superligaen mod AGF den 25. juli.

Derfor er dagens startopstilling interessant.

En af opstartens helt store vindere ser ud til at være Marcus Younis. Offensivspilleren starter inde for tredje kamp i træk, og det er svært ikke at tolke det som et tegn på, at han for alvor har spillet sig tæt på en markant rolle.

Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at Nicolai Vallys er tilbage fra start. Profilen har været doseret gennem hele opstarten, men hvis han skal være klar til premieren, var det naturligt, at han fik minutter nu. Det samme gælder Patrick Mortensen, der også starter og ligner en spiller, Thomas Nørgaard i høj grad regner med.

Til gengæld er Jacob Ambæk slet ikke med i truppen. Den unge offensivspiller døjer efter sigende med skavanker, og det er et lille tilbageslag i en opstart, hvor han ellers kunne have kæmpet om værdifulde minutter.

Målmandsposten giver også et fingerpeg. William Sonne-Schmidt starter, mens Gavin Beavers må tage plads på bænken. Det ændrer dog næppe ved hierarkiet, da Patrick Pentz fortsat forventes at være førstevalg, når han vender tilbage efter VM-slutrunden med Østrig.

En anden interessant detalje er placeringen af Marko Divković. Den venstrebenede kroat starter på højre back, hvilket kan være et tegn på, at Nørgaard ønsker en mere indadgående backtype i den side eller ganske enkelt vurderer, at Divković aktuelt er den bedste løsning.

Måske den mest spændende taktiske detalje findes dog på midtbanen.

Det ligner nemlig, at Nørgaard har vendt opbygningen om. Bartosz Slisz ligger som den dybeste sekser, mens Mathias “P” Jensen og sommerens nyindkøb Max Ejdum ser ud til at få mere frie boks-til-boks-roller foran polakken.

Det kan give Brøndby mere dynamik centralt og samtidig udnytte både Jensens og Ejdums store løbekapacitet længere fremme på banen.

Der er naturligvis stadig én træningskamp tilbage, og meget kan ændre sig inden premierekampen mod AGF. Men med Nørgaards klare melding om, at opstillingen nu skal finpudses frem for at blive roteret, er dagens kamp den hidtil stærkeste indikator på, hvordan Brøndbys startellever kan komme til at se ud, når Superligaen begynder.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder