Med søndagens 0-2 nederlag til Dortmund er Bayern München nede på en 12. plads i Bundesligaen. Dermed har klubben fået den dårligste sæsonstart nogensinde, og det betyder ofte et varmt trænersæde. Bare ikke denne gang, i stedet peger klubbens præsident på spillerne som de skyldige for den nuværende situation.
I et interview med Bundesliga.de erklærer Hoeness, at han ikke vil høre spillere bruge deltagelse i VM som en forklaring på ,hvorfor de ikke er oppe i gear nu.
-Nogle af dem håndterer ikke efterveerne af sidste sæsons svimlende højder i ligaen, og ved VM, ret godt. Vi er nået til et punkt nu, hvor det er blevet tid til at smide elsk-din-nabo attituden overbord og erkende situationens alvor, siger Hoeness til Bundesliga.de.
Hoeness mener heller ikke, at fraværet af Franck Ribery og Arjen Robben kan bruges som undskyldning. Han erkender at spillere af deres kvalitet ikke umiddelbart kan erstattes, men han efterlyser andre træder i karakter i de to profilers fravær.
Efter weekendens nederlag til Dortmund aflyste Bayern München det traditionelle besøg ved oktoberfesten, og i stedet blev spillerne indkaldt til et ekstra træningspas. Uli Hoeness er da heller ikke sen til at understrege situationens alvor.
– Otte point efter syv kampe, det er ikke godt nok. Mainz er 13 point foran os, det er tæt på nedsmeltning for FC Bayern. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde før har været så langt bagud en fjerdedel inde i sæsonen, siger Hoeness.




























