FC Barcelona har gennemført en obligationsudstedelse på 300 millioner euro, svarende til cirka 2,24 milliarder kroner, for at finansiere færdiggørelsen af Spotify Camp Nou. Dermed er den ekstra stadionfinansiering, som klubbens medlemmer tidligere har godkendt, blevet placeret hos investorer.
Ifølge Mundo Deportivo har den spanske værdipapirtilsynsmyndighed CNMV givet de nødvendige godkendelser, og Goldman Sachs har stået alene for placeringen. De nye 300 millioner euro kommer oven i de oprindeligt godkendte 1,5 milliarder euro, cirka 11,2 milliarder kroner, til stadionprojektet.
Finansieringen er knyttet til en fond, som får rettigheder til bestemte fremtidige indtægter fra Spotify Camp Nou. Barcelonas økonomiske vicepræsident Ferran Olivé har tidligere forklaret, at det er de ekstra indtægter fra det ombyggede stadion, der skal bære gælden.
Planen er, at hele anlægget står færdigt i første halvår 2028 med plads til 104.600 tilskuere. Før da skal taget efter planen monteres i sommeren og efteråret 2027.
Over 3.000 forstærkninger i den gamle tribune
Bag de nye 300 millioner euro ligger et byggeri, der er blevet mere omfattende undervejs. På generalforsamlingen i september forklarede Barcelona, at både forsinkelser, flere faciliteter og komplicerede byggearbejder havde øget behovet for finansiering.
Særligt den eksisterende anden tribune fra det oprindelige Camp Nou i 1957 har voldt problemer. Projektet lagde oprindeligt op til omkring 800 konstruktionsforstærkninger. I september var der ifølge klubben allerede udført over 3.000. Tribunen er omfattet af bevaringshensyn, og det fulde omfang viste sig først, mens arbejdet skred frem. Barcelona har desuden udvidet VIP- og museumsområderne og tilføjet nye tekniske installationer, blandt andet til 5G og stadiondrift.
Ifølge Catalunya Ràdios Tot Costa omfatter vilkårene for den nye stadionfinansiering også, at de første 100 millioner euro i indtægter efter byggeriets afslutning skal tilfalde investorerne. Mindst 75 procent af VIP-logerne skal samtidig stå færdige senest den 31. marts 2027, som Indkast tidligere har skrevet.
De øvrige 210 millioner euro var på plads i oktober
Barcelonas medlemmer godkendte i september i alt 510 millioner euro i ny finansiering. Mens de 300 millioner euro er øremærket stadionbyggeriet, er de resterende 210 millioner euro fordelt på to såkaldte Media Notes-udstedelser. De har sikkerhed i klubbens fremtidige audiovisuelle indtægter og skal styrke likviditeten under ombygningen.
Den 23. oktober meddelte Barcelona, at den anden udstedelse på 105 millioner euro var placeret hos internationale investorer på under 24 timer. Dermed var begge udstedelser gennemført. Den seneste har udløb i oktober 2036 og en rentemarginal på 202 basispoint. Klubben oplyste også, at Morningstar DBRS havde fastholdt kreditvurderingen BBB med stabile udsigter.
Barcelona må afgive Camp Nous første 746 millioner kroner til investorerne
Investorernes betingelser rummer skarpe frister for både VIP-loger og stadiontag. Ét af kravene kan endda få betydning for, hvem der fuldfører arbejdet.
Barcelona udsteder ny stor gæld – investorer slår til på under ét døgn
Klubben fik hurtigt investorer til endnu en stor gældsudstedelse. Pengene er dog knyttet til en langsigtet aftale, som rækker mange sæsoner frem.
Barcelona vil hente 373 millioner kroner på flere VIP-pladser – og millioner hvert år
Det er ikke almindelige sæsonkort, Barcelona forsøger at sælge. Vilkårene for de dyreste VIP-pladser viser, hvor langt klubbens nye indtægtsmodel går.





























