Den 16-årige spanske offensivspiller, Lamine Yamal, er et af de største fodboldtalenter i verden.
På trods af sin unge alder var Yamal i startopstillingen i Spaniens første gruppekamp ved EM-slutrunden mod Kroatien, hvor det spanske stortalent i øvrigt leverede en assist.
I Spaniens startopstilling mod Kroatien var Athletic Bilbaos 21-årige offensivspiller, Nico Williams, også at finde, og ham har Yamal et aldeles godt øje til.
I et interview med El Larguero kommer Lamine Yamal med store roser til Nico Williams, og opfordrer derudover også sin spanske klub, FC Barcelona, til at skrive kontrakt med den 21-årige spanier:
– Nico Williams er en fantastisk spiller, og jeg håber, at jeg kan dele omklædningsrum med ham i FC Barcelona. Det er selvfølgelig hans beslutning, men jeg ville helt klart skrive kontrakt med ham.
– Han er en af de kantspillere, som hele tiden udfordrer, og som slår dig på grund af hans hurtighed. Han har en dristighed, som kan gavne ethvert hold, siger Lamine Yamal til El Larguero.
Nico Williams har imponeret for Athletic Bilbao i denne sæson, hvor det er blevet til otte scoringer samt 17 oplæg i sæsonens 37 kampe for det spanske mandskab.
Den 21-årige offensivspiller står indtil videre noteret for 15 landskampe for Spanien, hvor Williams har leveret to scoringer og fem oplæg.