Gareth Bale kom på hele Fodboldeuropas læber, efter han scorede et fantastisk hattrick i anden halvleg af Tottenhams 4-3-nederlag til Inter i Champions League i midtugen.
Sådan en præstation går selvsagt ikke de konkurrerende klubber næserne forbi, og derfor har rygterne lige siden svirret om, at Europas storklubber skulle være virkelig interesserede i Bale.
Venstrebensspilleren selv insisterer på, at han ingen intentioner har om at skifte Tottenham ud med én af Europas absolutte topklubber.
– Jeg læser intet, der er skrevet om mig. Jeg er bare glad for at spille uge ind, uge ud for Tottenham og for at lære min fodbold her, forklarer Bale til Daily Post.
Den blot 21-årige stjerne føler sig allerede meget moden og minder om, at det er vigtigt at holde begge fødder på jorden, træne og tage ved lære af alt og alle.
– Forhåbentlig er der stadig meget mere i mig. Jeg er fortsat ung, og lærer fortsat, og jeg vil blive ved med at blive bedre og bedre. Det er alt, hvad jeg vil.
Inter er foreløbig blevet forbundet med Bale, som en unavngiven klub ligeså viste interesse for allerede i sommer. Tottenham er dog fast besluttede på at beholde deres guldkorn.






























