Indkast.dk på MCH Arena:
– Kan du se, hvor høflige de er? Det kunne I godt lære noget af.
Der var torsdag kamp på MCH Arena nok engang. Det er der efterhånden ret ofte, da FC Midtjylland spiller med i tre turneringer – og man har valgt, at der skal spilles både ude og hjemme i pokalturneringen.
Senest var det så mod Genk i Europa League, som endte med en sejr til FCM med 1-0.
Derudover er der noget andet, som har ændret sig en del til de midtjyske kampe over de seneste par år. Det handler rent og skær om den sydkoreanske VM-målscorer Cho Gue-sung i sommeren 2023, som sjovt nok også stod bag FCM’s sejrsmål i torsdagens opgør med en scoring efter godt 18 minutters spil.
Hans skifte til dansk fodbold udløste en regn af fans i Herning, som næppe havde været på de kanter før fra hans hjemland.
Ind imellem er der også journalister og repræsentanter fra det sydkoreanske fodboldforbund på plads på stadion ved messecentret, som det hed, da det åbnede i foråret 2004.
Denne gang var det et hold af journalister, og det er tydeligt at se, at det er nogle, der tager det alvorligt. Når der skal optages noget video fra et dansk medie, sørger journalisten selv for kamera, stativ og lyssætning. Sådan er det ikke med koreanerne. De har i stedet rejst hele vejen til Danmark med ikke bare én eller to udsendte – nej, der er også en tredje med.
Og hvad laver den tredje så? Han holder lyset. Så gør man sig umage. Endvidere er der et stativ til det ene kamera, mens en anden af de udsendte holder et ekstra kamera til anledningen, så man kan få to skud med sig af interviewpersonen.
De udsendte koreanere var desuden også de første, der dukkede op til kampen. To timer plus det løse før kampen. Man må tage hatten af for deres grundighed. Jeg ved det, fordi jeg kom ind lige efter dem.

Respekten er der også. Det indledende citat i toppen kom ud af munden på en FCM-ansat til de fremmødte danske journalister med et glimt i øjet. Der er tale om en grad af respekt og en smule underdanighed, som man ikke ser så ofte ellers i Danmark, hvor journalisten og aktøren er tættere på at være ligeværdige.
Når de også lige vælger dén kamp, skyldes det, at Genk har angriberen Oh Hyeon-gyu med sig, og dermed kunne der fanges hele tre på én aften, da også Han-beom Lee var med for FC Midtjylland.
Dog er der ingen tvivl om, hvem den store stjerne er. Tager man en tur forbi Instagram, har FCM’s Cho lige nu 1,6 millioner følgere på platformen, mens Oh har 109.000 følgere. Det er til at tage og føle på, når forskellen er så enorm.
Det har også nogle gange været specielt at stå til andre kampe, hvor Cho er gået forbi mixed zone-området, og der har været fanmedier eller journalister med et fast område, der ikke er FCM’s kampe. Det har været sjovt at se, hvordan Superligaens klart største stjerne bare kan gå frit forbi, hvor de ikke tænker over, at han er et større navn end diverse FCK’ere eller Brøndby-spillere er lige nu. Sådan var det nok ikke gået i hjemlandet.
Selv har Cho også fortalt til Indkast.dk, hvordan den seneste tid har været for ham efter sin retur fra en lang skadespause – og hvordan han ser frem mod muligvis at møde Danmark ved VM. Læs mere om det her.