Arne Slot stikker til Arsenal: Det er det samme hver gang
Arsenal har i denne sæson været utroligt skarpe på deres dødbolde, hvilket har resulteret i en masse scoringer.
Faktisk er det blevet til hele 12 scoringer på dødbolde, foruden straffespark, i Premier League, og det er flest af alle hold.
London-klubbens fokus på dødbolde har givet holdet en ny dimension i spillet, og en stor del af æren for det skal gå til Arsenals dødboldstræner, Nicolas Jover.
Arne Slot, der er cheftræner for Arsenals rivaler fra Liverpool, er dog ikke voldsomt imponeret over Arsenals dødbolde, og vil i stedet hellere rose Bournemouths dødbolde:
- På en anden måde end Arsenal er Bournemouth også en trussel på dødbolde.
- Hvor Arsenal ni ud af ti gange bare gør det samme, så kommer Bournemouth altid med noget nyt, som de har trænet på, og som har været meget nyttige for dem, siger Arne Slot i forbindelse med Liverpools Premier League-kamp mod Bournemouth ifølge GOAL.
Liverpool og Arsenal duellerer i denne sæson om at vinde det engelske mesterskab, da de engelske storklubber aktuelt befinder sig på henholdsvis første- og andenpladsen.