Liverpool-træner jubler over Pep Guardiola-forlængelse: Interessant for os
Efter en del spekulationer om Pep Guardiolas fremtid, forlængede den spanske cheftræner torsdag sin kontrakt med Manchester City.
Guardiola har skrevet under på en toårig kontraktforlængelse med den engelske storklub, og har i den forbindelse udtalt, at klubbens fire nederlag i træk har været en stor årsag til, at han har forlænget kontrakten, da han vil hjælpe klubben med at komme tilbage.
Og selvom Manchester City, med Pep Guardiola i spidsen, har vundet de seneste fire Premier League-titler, så er Liverpools hollandske cheftræner, Arne Slot, begejstret for, at den spanske cheftræner har forlænget sin kontrakt, og dermed fortsætter i Premier League:
- Det er først og fremmest gode nyheder for Manchester City, men også gode nyheder for ligaen, for jeg tror, at alle ønsker at have de bedst mulige trænere og de bedste spillere herovre.
- Han er helt sikkert en af de bedste trænere i ligaen, hvis ikke den bedste. Hvis man ser på, at han er blevet engelsk mester fire gange i træk, er det rimeligt at sige, at han måske er den bedste træner i ligaen.
- Det er godt for City-fansene, og interessant for os at blive ved med at møde en af de bedste trænere, der nogensinde har været i fodboldsporten, siger Arne Slot ifølge Mirror.
Liverpool og Manchester City har gennem de sidste mange år kæmpet om at vinde det engelske mesterskab, og det er også tilfældet i denne sæson.
I øjeblikket er det dog Liverpool, der indtager førstepladsen i Premier League, hvor klubben har et forspring på fem point ned til Manchester City på andenpladsen.
Der er dog fortsat mange kampe tilbage af sæsonen, og derfor skal det blive spændende at følge med i, om Pep Guardiola og resten af Manchester City-mandskabet kan formå at vinde Premier League-trofæet for femte gang i træk.