Live – Mest populære fodboldnyheder

Oliver Otte Okstrøm

Skal på jagt igen: Her er 5 bud på den næste United-cheftræner

Efter blot lidt over et år er Ruben Amorims tid i Manchester United forbi. Med et pointsnit på 1,43 i 63 kampe blev opholdet kortere end håbet. Indkast.dk giver nu fem bud på, hvem United kan pege på som portugiserens afløser – fra etablerede trofævindere til mere kontroversielle valg.

Det blev til lidt over et år for den portugisiske cheftræner Ruben Amorim i Manchester United. Alt stod han i spidsen for den engelske storklub i 63 kampe, hvor hans pointsnit var på blot 1.43.

Indkast.dk har i den forbindelse sat sig for at komme med en hjælpende hånd til Manchester United-ledelsen med fem bud på, hvem de kunne ansætte som Amorims efterfølger.

I første omgang er Darren Fletcher blevet indsat som midlertidig cheftræner, men lad os se på, hvem der kunne være et bud udefra.

Enzo Maresca

Det vil være helt oplagt, at han allerede få dage efter sin fyring i Chelsea kan finde sig et nyt job. Der var en del uro på de indre linjer, som medførte, at han måtte stoppe i klubben.

Han har dog vist, at han kan være i en storklub, hvor han i Chelsea har vundet VM for klubhold og Conference League. Der vil givetvis være andre store klubber rundt om i Europa, som holder godt øje med ham.

Oliver Glasner

Crystal Palace-manageren har før været sat i forbindelse med Manchester United, og det er derfor også tænkeligt, at han vil være med i spillet om at tage jobbet.

Hans resultater i Frankfurt inden skiftet til Premier League har været med til at vise, hvad han er i stand til. Særligt med Europa League-triumfen i 2022. Derefter har han vundet FA Cuppen med Crystal Palace, så det er en østriger, der er god til at tiltrække trofæer.

Zinedine Zidane

Trods tre Champions League-titler med Real Madrid står Zidane stadig som en gåde i managerverdenen. Man ved forbavsende lidt om, hvad han egentlig vil.

Meget peger mod det franske landshold, som ventes at blive ledigt efter VM næste år, når Didier Deschamps træder tilbage. Ifølge franske medier vil Zidane foretrække den mulighed frem for Manchester United, som han ellers jævnligt er blevet sat i forbindelse med.

Xavi Hernandez

Hvis der skal være en tidligere Real Madrid-cheftræner, så skal der da næsten også være en tidligere Barcelona-cheftræner på listen her.

Det tidligere midtbane-ikon har nu haft en pause efter han stoppede i Barca, og det ville være en appetitlig opgave for ham at træde ind i Manchester United og sætte præget på dem.

I Barcelona vandt han La Liga, så han kommer også med gode resultater, og han er vant til det store pres, som vil komme i United.

Gareth Southgate

Den tidligere engelske landstræner vurderes højt af United-ledelsen, og Southgate har tidligere været nævnt i sammenhæng med trænerjobbet i klubben.

To EM-finaler med England taler for en mulighed, men hans forsigtige tilgang til fodbolden er noget, som nok vil splitte fansene en del.

Med Amorim ude er det altså endnu en manager/cheftræner, der ikke har kunne udfylde det hul, som Sir Alex Ferguson efterlod i 2013. Se alle navnene på dem her.

Fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder

Live – Mest læste ishockeynyheder