På en gennemgang af skaderne i Liverpool-truppen nævnte Roy Hodgson kun Daniel Agger i en bisætning, mens han brugte lang tid på at diskutere Dirk Kuyt, Glen Johnson, Fabio Aurelio og Ryan Babel. Det tolker Ekstrabladet som et tegn på, at Agger er rykket gevaldigt ned i hierarkiet på Anfield, hvor erstatningen i midtforsvaret, Sotoris Kyrgiakos, på det seneste har markeret sig positivt.
Samtidigt vikarierer klub-ikonet Jamie Carragher på højrebacken, men må forventes at blive rykket tilbage ind i midterforsvaret, når Glen Johnson bliver sin skade kvit. Dermed kan vejen til den foretrukne plads i midten vise sig at være lang for Agger, når han engang bliver sin skade kvit.
Der er naturligvis tale om spekulation, men sikkert er det at Agger ikke forbedrede sin sag ved at returnere fra landskampen mod Cypern skadet. Den 25-årige midtstopper var netop ved at være ovre en tidligere skade, da han måtte forlade EM-kvalifikationskampen i utide.





























