Live – Mest populære fodboldnyheder

Oliver Otte Okstrøm

Bravo, Bravo: Kommer når der er brug for mig

Pedro Bravo fra FC Midtjylland har et tydeligt billede af, hvordan hans opgave var mod Genk.

Indkast.dk på MCH Arena:

FC Midtjylland tog torsdag aften en ny, flot sejr i Europa League, hvor det blev belgiske Genk, der blev deres seneste offer i en turnering, hvor midtjyderne nu har vundet fem ud af seks kampe i ligafasen.

Det holdt dog hårdt, men med hjælp fra blandt andet indskiftningen af Pedro Bravo i midten af anden halvleg fik midtjyderne den kontrol over midtbanen, som var med til at blive afgørende. Som en anden superhelt.

Selv tager Pedro Bravo det hele meget afslappet, da han skal sætte ord på den rolle, som han har fået på FCM-holdet overfor Indkast.dk efter torsdagens opgør.

– Jeg er her for holdet, og jeg er her for at hjælpe holdet. Når de har brug for det defensive, så er jeg her for at tage mig af det. Også det offensive. Så jeg gør altid 100 procent for holdet, fortæller colombianeren.

For ham var opgaven også meget klar, og der er ikke så mange dikke-dare, når det kommer til Bravos udlægning af, hvordan han gik ind til opgøret efter en klar besked fra cheftræner Mike Tullberg.

– Ja, træneren bad mig om at gå ind og gøre det, så det gjorde jeg, fortæller Bravo.

Du gjorde det simpelthen bare?

– Ja, griner FCM-arbejdsmanden.

Han peger endvidere på, at det også var resten af holdet, som bidrog til, at de både var godt med i det defensive samt det offensive i opgøret mod belgierne.

Endvidere glæder han sig over den periode, som de har været inde i, hvor de har spillet hver tredje eller hver fjerde dag. Her har FC Midtjylland da også vundet de fleste af dem.

Søndag spiller de den sidste kamp, inden de kan gå på julepause. Her møder midtjyderne FC Nordsjælland i pokalkvartfinalen, hvor FCM vandt den første kamp på hjemmebane med 5-1.

Dermed er der en god mulighed for, at de er med i tre turneringer endnu, når foråret skal i gang. Med sejren over Genk sikrede de sig nemlig også, at de er videre til den første knockout-runde efter ligafasen.

Det kan dog være, at de skal springe den runde over, men det kræver, at de bliver i top-8 i Europa Leagues grundspil. Lige nu er de nummer 2, og der venter kampe mod Brann og Dinamo Zagreb i januar.

Live – Mest læste håndboldnyheder

Mest læste ishockeynyheder

Kommer snart