Qatars landshold har udmærket sig i den kontinentale Asian Cup, som de både vandt i 2019 og 2024. På den globale scene har de dog ikke gjort meget væsen af sig, og røg ud i gruppespillet i deres eneste deltagelse i VM – endda på hjemmebane.
Nu ser kvalifikationen til næste års VM også svært ud – med 2 kampe tilbage af kvalifikationen kan de kun nå playoff-pladserne.
Det har medført en søgen efter en træner, der ville kunne tage dem det sidste skridt mod kvalifikationen – og ham, der nu er øverst på sedlen, er særdeles velkendt blandt Premier League-seere og en mand, der ved et par ting om at vinde i knald-eller-fald-kampe.
Navnet er Julen Lopetegui, som har stået uden job efter West Ham-fyringen i januar. Qatar skal, efter det spanske sportsmedie Relevos oplysninger, have sat skrift på de sidste detaljer, og han kan – igen – kalde sig landsholdsmanager.
Landsholdsgerningen er ikke ny for ham – han var træner for Spanien fra 2016 til 2018, før han tog jobbet som Real Madrid-træner. Tiden efter bød på ophold i Sevilla, Wolverhampton og West Ham, som bl.a. kastede et Europa League-trofæ af sig.