De kendes fra store fodboldstadions i udlandet. Snævre passager med drejehjul, hvor det er meget svært – hvis ikke umuligt – at snige sig ind uden en gyldig billet.
Systemet vil, når alt kommer til alt, dog sænke processen med at få folk ind på stadion. Men tiltaget skal først og fremmest ses som et led i at øge sikkerheden på Brøndby Stadion.
Det meldes fra Brøndby IF ud, at kun personer med en gyldig billet kan gå gennem indgangspartiet. Det kan jo så forstås således, at det tidligere har været muligt at komme ind til kamp UDEN gyldig billet.
Bedre sent end aldrig, kan man tilføje.
Flere beskæmmende episoder udenfor banen har gjort livet som almen fodboldfan besværligt. I går kom det frem, at en sandsynlig pokalfinale mellem Brøndby og FC København vil blive spillet for kun halv kapacitet.
Hvis det er sådanne ærgerlige forhold, der kan ændres på med de nye indgangspartier på Brøndby Stadion, må det hilses meget velkomment.
Men man sidder tilbage med en følelse af, at ballademagerne hidtil har haft alt for let spil …