Den 23-årige hollandske forsvarsspiller, Micky van de Ven, skiftede sidste sommer Bundesliga-klubben Wolfsburg ud med engelske Tottenham.
Micky van de Ven erobrede en plads i Tottenhams startopstilling med det samme, og det var kun en skade, der var skyld i, at hollænderen blot spillede 29 kampe for London-klubben i sidste sæson.
I denne sæson har den 23-årige forsvarsspiller fået fuld spilletid i begge af Tottenhams to Premier League-kampe, og har fortsat sit høje niveau fra den seneste sæson.
Og Micky van de Ven bliver nu også hyldet af den tidligere mangeårige Premier League-forsvarsspiller Sébastien Bassong, der mener, at hollænderen er den bedste forsvarsspiller i hele Premier League:
– Micky van de Ven er en topspiller. Ærligt talt, fra sidste sæson kunne jeg ikke rose ham nok. Nogle gange når jeg ser kampe, så bliver folk ved med at spørge mig om ”hvem den bedste forsvarsspiller i Premier League er”. Jeg siger Micky van de Ven. For mig er han den bedste spiller.
– Han er hurtig, stærk og god på bolden. Han tager risici. Nogle gange overskrider han, men når han er i problemer, så går han ikke i panik. Så du ved, at selv når han er i en-mod-en-situationer, så klarer han det. Han er den perfekte spiller, siger Sébastien Bassong til talkSPORT.
Det må siges at være stor ros til Micky van de Ven, når man tænker på, hvor mange gode forsvarsspillere, der optræder i Premier League – heriblandt hollænderens landsmand, Virgil van Dijk.
Micky van de Ven var i øvrigt en del af Hollands trup under sommerens EM-slutrunde, og fik undervejs i turneringen spilletid i fire af kampene.
Forsvarsspilleren startede dog på bænken i samtlige af Hollands kampe.