Aftalen var på plads, men så skete det, der bare ikke måtte ske.
Chelsea og Ipswich var enige om en lejeaftale for den albanske angriber Armando Broja, der skulle skifte til oprykkerne i en handel, hvor de i første omgang lejede Broja, og så ville transferen blive permanent, hvis Ipswich ikke rykker ud af Premier League i denne sæson. Alt det, der er blevet forhandlet på plads mellem klubberne, kan de nu smide i skraldespanden. Armando Broja er nemlig blevet skadet til en træning i Chelsea, hvilket ifølge The Athletic betyder, at skiftet ikke bliver til noget alligevel. Ifølge det engelske medie er der tale om en fodskade, som nu gør, at den store angriber formentlig må blive i Chelsea i denne sæson. Armando Broja har spillet 38 førsteholdskampe for Chelsea, hvor det er blevet til tre scoringer og to assists.